I dag er det 2 uger siden, jeg forlod RCN.
Øjebliksbilleder af tiden, jeg stadig var der…



Jeg tog til Førde med Linnea en dag, hvor vi også mødtes med Ximena (Guatemala) og Isabel (Costa Rica) for at shoppe og hygge i ualmindlige omgivelser: en “storby” (som også er kåret til Norges grimmeste by).

En af de sidste weekender vandrede vi en lille gruppe til Nipebu-hytten nogle timer bag Dale. En sidste længere tur i den norske natur, med søde mennesker, god mad, udendørs das, og vand, der skulle hentes i en sø.
I påskeferien tog Magnea og jeg en smuttur til Bergen. Et sidste afbræk inden eksaminerne, sol og glade dage, vi så på kunst og fremmede mennesker, og så boede vi selvfølgeligt ved Maggas tredje kusine. Som man nu gør. Nå ja, og så blev vi inviteret med til et udbryderrum, som vi klarede med 10 sekunder tilbage.

Jeg var en del af teatergruppen, som opførte Gøgereden for skolen, hvor jeg spillede en af de allermindste karakterer, Nurse Flinn – men jeg var med! Det var en intens oplevelse, vi brugte så, så mange timer på at øve, og der var mange frustrationer undervejs. Heldigvis var det så fed en følelse, da vi var færdige, så mange komplimenter, det gik over al forventning. Men for nu, ikke mere teater…




Fuldstændigt tystys havde vi også et staff show, hvor vores åh så seriøse lærere udspillede dramatiske indiske parodier, efterlignede kendte malerier, holdte Monty Python-agtige sketches (med, var det nu vin?) og lod deres unger udfolde ethvert lyrisk og musikalt talent.
Denmark House holdte en sidste gathering. Ballonen var nok den eneste, der ikke græd en lille smule.

Picnic på festtæppet med en gruppe af smukke mennesker, som jeg lærte at kende meget senere, end jeg ville ønske, folk, som jeg ville ønske, jeg stadig havde dage, uger, måneder med. Tiden løb, men vi tog alligevel tid til at se hinanden i øjnene og kaste med mælkebøtter.

19. maj: formel middag for alle de vordende studenter, her i fuld udklædning. Taler om årene, der er gået; om fremtiden og dens smukke ukendthed. Førsteåringerne kom også til festen, vi dansede og dansede, kikset som aldrig før, og nød den frihed, det sammenhold, vi har haft og levet med.
Og så kom dagen altså, graduation, dimission. Videoen her blev vist til ceremonien, et lille indblik i vores liv de sidste to år.
DH 104. Hvad skal man sige? De her fire piger har været min familie det sidste år. Kæmpe mega stort shoutout til Nare (Armenien), Khady (Senegal), Jennifer (Barbados) og Linnea (Sverige) for at skabe det mest fantastiske værelse, jeg kan forestille mig. Vi har haft de skønneste, sjoveste, mærkeligste øjeblikke, snakke, eventyr. Natten før graduation løb vi rundt og sang i vilden sky, fejrede, fik det meste ud af det allersidste øjeblik, indtil natten blev lys. At forlade dem er noget af det hårdeste ved 20. maj i år.
Så fik jeg hue på og håndtryk af rektor, så skulle der tages billeder, så græd græd græd vi. Hele vores årsgruppe var igen samlet til gruppebillede og ligeså DH. Marías tårer efterlod mærker på min bluse. Det ene øjeblik hulkede jeg, det næste grinede jeg. Nogle lod sig knap mærke, det var surrealistisk, hvordan kan man lige pludseligt sige farvel til så mange? Til bekendte, til venner, til søskende, til elskere?
Men det var ikke et valg, vi fik.
Efter dimission fortsætter livet alligevel. Linnea og jeg mødtes i København for at spise tebirkes. En gruppe af os var i sommerhus for at lege på stranden og plænen – og måske lige have en sidste diskussion, om hvordan klimaforandringerne skal håndteres. Der kom også et par forbi til mit studentergilde, som afslutning på en mindre Danmarksturné.
Og ja, i dag er det 2 uger siden, jeg forlod RCN. Det er en rundtossende tanke, at jeg ikke skal tilbage til den lille bobble, sæbeboblen, som har vist mig uanede farver og som på skrøbeligste vis har omfavnet hele verden under ét tag, et flag, ét bankende hjerte. I hvert fald engang imellem. En glitrende bobble af Flekke regn og snakke om tempererede regnskove og fjordture med vand under, over og inde. En besnærende illusion af en verden, som har indfanget os, som ikke kan genfindes, som efterlader os desillusionerede, men håbefulde. Personer, der før var kød og blod, er kun reflektioner i de tårer, vi ikke lader falde, indestængte, og hvor håber jeg, de aldrig slipper fri. Da vi kom for så længe siden, havde de skrevet “til nætterne du ikke vil huske med personerne du ikke vil glemme”, og nej, jeg vil ikke glemme dem, jeg vil holde deres minde blidt for ikke at briste boblen, jeg vil finde dem igen et andet sted i verden og se deres farver på ny.
Tiden i dette mikrokosmos er slut. Det er næsten uforståeligt, at mit hjem de sidste to år er blevet revet væk under mig. Men det er det. Nu er det tid til at gå ud og leve de værdier, vi har udviklet. Til at sige de ting, vi har på hjerte. Til at gøre noget.
Nu er vi alumner.
// Alberte