The End

I dag er det 2 uger siden, jeg forlod RCN.

Øjebliksbilleder af tiden, jeg stadig var der…

17362050_1439992576065784_3309930823823632341_n
Africaribbean Day var fyldt med farverige flag, god mad og mange folk. Jeg drak te kunstfærdigt serveret af Ladiba fra Vestsahara, lovede mig selv en dag at besøge Chefchaouen, og blev overbevist om, at Mauritius er paradis på jord.
05
Vores sidste Global Concerns-dag havde fokus på den nordiske region, og der var alt fra talkshows over en samirettighedsforkæmper til throat singing, kulning og joik.
17523660_1452887261442982_1889220017640017527_n
Kunsteleverne udstillede sine værker fra de sidste to år, og jeg fik lov at agere “elf” – en lille nisse, der hjalp til med at sætte op, sørge for at ting var lige, komme med kreativt input og forsøge at holde dem fra at blive helt skøre. Det endte med en smuk udstilling, hvor nogle af mine yndlingsværker var et maleri af en boreplatform i sin dramatiske sidste time, mostilgroede keramikbryster, og selvfølgeligt min roomie Linneas udstillingsvæg med de malerier, jeg har set hende gå uendeligt meget i detaljer med.

Jeg tog til Førde med Linnea en dag, hvor vi også mødtes med Ximena (Guatemala) og Isabel (Costa Rica) for at shoppe og hygge i ualmindlige omgivelser: en “storby” (som også er kåret til Norges grimmeste by).

2017-04-10-Chris01
På https://uwcrcn.no/chris-hamper-95-present/ har min fysiklærer, Chris, skrevet lidt. Han er en af dem, der virkeligt har gjort indtryk på mig på RCN; han har Parkinsons, men er fortsat med at undervise, på digital manér i stedet – og så har han den fedeste humor! “Not everyone can be a perfect black body”, når man snakker om albedo…

En af de sidste weekender vandrede vi en lille gruppe til Nipebu-hytten nogle timer bag Dale. En sidste længere tur i den norske natur, med søde mennesker, god mad, udendørs das, og vand, der skulle hentes i en sø.

I påskeferien tog Magnea og jeg en smuttur til Bergen. Et sidste afbræk inden eksaminerne, sol og glade dage, vi så på kunst og fremmede mennesker, og så boede vi selvfølgeligt ved Maggas tredje kusine. Som man nu gør. Nå ja, og så blev vi inviteret med til et udbryderrum, som vi klarede med 10 sekunder tilbage.

18057944_1480133328718375_511556082347073344_n
Sidste skoledag blev fejret med manér trods det knap så festlige vejr. Til morgenmad var vi en gruppe, som tog det vildeste tøj på, vi havde – flanel, mønster, bodysuits – og skruede godt op for 80’er musikken i kantinen og så ellers dansede, så længe vi kunne. Til frokost lavede vi en flash mob med klassikeren “We’re all in this together” fra High School Musical, og efter skole stod vi klar uden for skolebygningerne med spande af iskoldt fjordvand og ventede på vores firsties. Selvom de var lidt langsomme til at komme ud, endte det med en god vandkamp – omend ret kold!

Jeg var en del af teatergruppen, som opførte Gøgereden for skolen, hvor jeg spillede en af de allermindste karakterer, Nurse Flinn – men jeg var med! Det var en intens oplevelse, vi brugte så, så mange timer på at øve, og der var mange frustrationer undervejs. Heldigvis var det så fed en følelse, da vi var færdige, så mange komplimenter, det gik over al forventning. Men for nu, ikke mere teater…

18402721_1500748806656827_636889728019464072_n
Sidst jeg skrev var det eksamenstid – sådan her så det ud. Det var en tid med stress og jag, men samtidigt kunne jeg ikke lade være at nyde min sidste tid. Så ja, da jeg havde 3 dage til at læse op til fysik, kom jeg måske kun til at bruge halvdelen på rent faktisk at studere – resten gik med de vigtige ting, med at lave blomsterkroner og dase i solen med de dejligste mennesker, med at snakke til langt ud på natten, og med at sejle i kajak ud til bølgerne. Mine karakterer får jeg ikke før 6. juli, så lige nu virker det stadig som en god idé at gøre alt muligt andet i den tid – og nu er der jo alligevel ikke noget at gøre ved det. Heldigvis nød jeg nærmest eksamenerne – det var så frigørende at skulle vise, ok, det her er, hvad jeg kan! Samtidigt føltes det utroligt mærkeligt, at alt hvad jeg har lært i løbet af 2 år skal vurderes så hurtigt, 80% af et fag på 5 timer. Nu må vi se…

 

17903714_10203287214618541_8184496963349865517_n.jpg
Nogle dage spiste vi is i solen…
18342356_1500748799990161_4238136089501670590_n
… og andre dage spiste vi bare frokost der (eller endda aftensmad i de lange lyse sommeraftener).
18944419_10212725834356686_1027473686_n
Den sidste tur i Heggnes, god musik, bedre folk. Vi sov under stjernerne (eller, det var sådan set ret lyst, da vi endeligt sov…), vågnede til sommervejr og dasede, sang, nød under solens stråler, indtil pligternes kald ikke længere kunne overhøres.

Fuldstændigt tystys havde vi også et staff show, hvor vores åh så seriøse lærere udspillede dramatiske indiske parodier, efterlignede kendte malerier, holdte Monty Python-agtige sketches (med, var det nu vin?) og lod deres unger udfolde ethvert lyrisk og musikalt talent.

Denmark House holdte en sidste gathering. Ballonen var nok den eneste, der ikke græd en lille smule.

18157441_1488371161227925_3632640089664728541_n
Størstedelen af skolen… i klassisk RCN stil kom jeg for sent til billedet.

Picnic på festtæppet med en gruppe af smukke mennesker, som jeg lærte at kende meget senere, end jeg ville ønske, folk, som jeg ville ønske, jeg stadig havde dage, uger, måneder med. Tiden løb, men vi tog alligevel tid til at se hinanden i øjnene og kaste med mælkebøtter.

18519617_1509534865778221_2894361698402424335_n
17. maj havde jeg filosofieksamen, jeg har ellers fået at vide, det var dejligt. Norges nationaldag bringer de norske farver ud over hele landet, men i vores lille del af Vestlandet er det hele verdens flag, der foldes ud.

18519419_1512368388828202_2377579448800118030_n (1)

19. maj: formel middag for alle de vordende studenter, her i fuld udklædning. Taler om årene, der er gået; om fremtiden og dens smukke ukendthed. Førsteåringerne kom også til festen, vi dansede og dansede, kikset som aldrig før, og nød den frihed, det sammenhold, vi har haft og levet med.

Og så kom dagen altså, graduation, dimission. Videoen her blev vist til ceremonien, et lille indblik i vores liv de sidste to år.

DH 104. Hvad skal man sige? De her fire piger har været min familie det sidste år. Kæmpe mega stort shoutout til Nare (Armenien), Khady (Senegal), Jennifer (Barbados) og Linnea (Sverige) for at skabe det mest fantastiske værelse, jeg kan forestille mig. Vi har haft de skønneste, sjoveste, mærkeligste øjeblikke, snakke, eventyr. Natten før graduation løb vi rundt og sang i vilden sky, fejrede, fik det meste ud af det allersidste øjeblik, indtil natten blev lys. At forlade dem er noget af det hårdeste ved 20. maj i år.

Så fik jeg hue på og håndtryk af rektor, så skulle der tages billeder, så græd græd græd vi. Hele vores årsgruppe var igen samlet til gruppebillede og ligeså DH. Marías tårer efterlod mærker på min bluse. Det ene øjeblik hulkede jeg, det næste grinede jeg. Nogle lod sig knap mærke, det var surrealistisk, hvordan kan man lige pludseligt sige farvel til så mange? Til bekendte, til venner, til søskende, til elskere?

Men det var ikke et valg, vi fik.

Efter dimission fortsætter livet alligevel. Linnea og jeg mødtes i København for at spise tebirkes. En gruppe af os var i sommerhus for at lege på stranden og plænen – og måske lige have en sidste diskussion, om hvordan klimaforandringerne skal håndteres. Der kom også et par forbi til mit studentergilde, som afslutning på en mindre Danmarksturné.

Og ja, i dag er det 2 uger siden, jeg forlod RCN. Det er en rundtossende tanke, at jeg ikke skal tilbage til den lille bobble, sæbeboblen, som har vist mig uanede farver og som på skrøbeligste vis har omfavnet hele verden under ét tag, et flag, ét bankende hjerte. I hvert fald engang imellem. En glitrende bobble af Flekke regn og snakke om tempererede regnskove og fjordture med vand under, over og inde. En besnærende illusion af en verden, som har indfanget os, som ikke kan genfindes, som efterlader os desillusionerede, men håbefulde. Personer, der før var kød og blod, er kun reflektioner i de tårer, vi ikke lader falde, indestængte, og hvor håber jeg, de aldrig slipper fri. Da vi kom for så længe siden, havde de skrevet “til nætterne du ikke vil huske med personerne du ikke vil glemme”, og nej, jeg vil ikke glemme dem, jeg vil holde deres minde blidt for ikke at briste boblen, jeg vil finde dem igen et andet sted i verden og se deres farver på ny.

Tiden i dette mikrokosmos er slut. Det er næsten uforståeligt, at mit hjem de sidste to år er blevet revet væk under mig. Men det er det. Nu er det tid til at gå ud og leve de værdier, vi har udviklet. Til at sige de ting, vi har på hjerte. Til at gøre noget.

Nu er vi alumner.

// Alberte

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s