På den igen

(Dette indlæg bliver overfyldt og rodet – præcis ligesom livet her)

I torsdags tog jeg færgen tilbage til Bergen, og nu sidder jeg med hjørnet på plads, nye roommates og en mærkelig følelse af nostalgi og spænding. Hvor der før var en iraner, en tibetaner og en salvadoraner, bor jeg pludseligt med en svensker, en armenier, en senegaleser og en barbadier. Der er kommet nye sociale toner, og min generation har ud af det blå fået overraskende indflydelse på de uskrevne regler og vores nye venners liv her – en chance, jeg håber, vi ikke forspilder.

I mit hus, Denmark House, havde vi sidste år problemer med rengøringen, som endte i ubudne gæster, og second years er nu rørende enige om, at det skal være slut. Vi har lært af sidste års fejl, vi har set to årgange være overordnet set ikke særligt tætte, vi har haft house meetings om problemer og sjældent om glæder. I år skal det ændre sig, og vi er klar på udfordringen, selvom den kan blive stor, for vi står 14 second years og skal tage os af hele 26 firsties! Heldigvis har vi fået en ny house mentor til at tage sig af os – sjovt nok er det igen en inder, men denne virker mere engageret i at tage sig af os, lære os cricket og drikke chai med os.

Det lader også til, at vores firsties i huset er rigtig søde – og stensikkert på mit værelse! Svenskeren er Linnea, som er den eneste anden second year, og mens vi ikke har været særligt tætte førhen, har vi da snakket, og nu gør vi det selvfølgeligt meget mere. Vi klikker godt, og selvom vi måske begge er lidt for rodede i hovedet for tiden til at skulle være ansvarlige second years, går det godt, når vi samarbejder. Hun studerer kunst her, og jeg håber, kreativiteten vil smitte af på mig, og jeg tror, jeg er ved at påvirke hende til at udforske den forhadte natur, hun ellers ikke har set så meget af her.

Pigen fra Armenien hedder Nare og lader til at være utroligt organiseret… Hun havde ti limstifter med hertil. Derudover er hun hele tiden ude at snakke med folk, har undersøgt RCN i dybden hjemmefra (og ved vist mere end vi gør) og vil rigtig gerne dele både armensk kultur – og mad!

Fra Senegal har vi Khady (med stumt K), som var med på skolens Summer Course for at forbedre sit engelsk, og på trods af Linneas og mine bekymringer for, om vi ville kunne snakke med hende, er hun rigtig god. Hun smiler og griner så meget og virker til at være meget åben – da jeg for eksempel kom ind, mens hun bedte en af sine fem daglige gange til Allah, var det helt okay, og bagefter faldt det naturligt at snakke om religion, åbenhjertet.

Min sidste roomie er Jennifer fra Barbados, som på første dag havde kylling med – hele vejen fra Caribien! Endnu en person, der bare virker rigtig dejlig – sassy, sød og lige for tiden ret jetlagged. Før hun kom, vidste hverken Linnea eller jeg mere om Barbados end, at Rihanna kommer derfra – nu kan vi i det mindste tegne flaget.

Linnea (Sverige), Jennifer (Barbados) og mig i færd med den barbadiske kylling

 

Jeg har stor tiltro til, at mit værelse bliver fantastisk i år. Vi har god kommunikation og har allerede drukket te og snakket om vaner og forventninger til vores liv i fællesskab. Noget, jeg tager med mig fra sidste år, er, at det er vigtigt, at vi kan samles som værelse – ikke kun denne gang, men til at spise sammen, drikke te og grine. Heldigvis var det noget, som alle havde forhåbninger om.

Derudover er vi i år en del dansktalende – to danskere og en grønlænder (født i Esbjerg endda!) bor i mit hus. I alt, grønlænder og færing inklusiv, er der 9 nye dansktalende, og vi er i forvejen 8. Man kan godt mærke, at det er den nordiske UWC, og nogle gange er det også lidt for meget, men det er godt nok også hyggeligt. I går havde vi den første danske gathering, hvor vi alle gik ud på øen tilhørende skolen og hyggede med bål, flag, skumfiduser og snobrød. Hen ad aftenen sad vi i bålets flakkende skær med lyskæder glimtende i træerne om os, utålmodigt roterende vores askesorte snobrød, og havde vores første delecirkel – en dejlig tradition til danske gatherings, hvor vi åbner op og fortæller om, hvordan vi har det, og hvad vi går og har på hjerte. Det var sjovt at se, hvordan vores første års sad og ikke helt vidste, hvad de skulle sige – jeg husker tydeligt, hvor akavet, jeg selv syntes det var første gang.

Noget af det jeg selv sagde i den cirkel var, at jeg føler, jeg ser spøgelser overalt. Når jeg går ind på Magneas nye værelse, ser jeg mine gamle roomies; hun er nemlig endt på mit gamle! Når jeg går i student village, ser jeg folk i vinduerne, der ikke længere går her; når jeg sidder i kantinen, ser jeg en persons hår, men det er pludseligt en, jeg end ikke kender navnet på. På vej til Flekke i går udspillede en flygtningesimulation fra vores sidste dage før ferien sig livligt i mit hoved, og nu med campus fyldt af forvirrede firsties, farer mine første dage gennem mit hoved som lyn. Det er mærkeligt: nostalgi for et sted, jeg stadigvæk er, men som aldrig igen vil være, hvad det var. Jeg arbejder på at acceptere det helt – acceptere at jeg ikke bare lige kan drikke kaffe hos Naty eller se Grey’s Anatomy i Khorshids seng. Det kommer til at tage nogle dage til, men det skal nok komme – der er nemlig over 100 nye personer at snakke med og lære af.

Apropos antallet af firsties er der sket noget mærkeligt for nogen af dem. Skolen har af uransagelige grunde leget flyselskab og overbooket skolen – der er simpelthen ikke nok senge i husene til alle. Derfor er der omkring 16 personer, der nu bor i noget, vi kalder en Connect-building, som er beregnet på  lejrskolebørn og gæster. Indtil videre har de hverken skriveborde eller opbevaringssteder, og de bor ud af kufferter for tiden. Det er et alt for godt eksempel på, hvordan skolen ofte har organisatoriske problemer, og nogle gange burde tage sig lidt mere sammen. Sidste år havde vi også problemer med, at når folk brød reglerne, blev de ikke behandlet ens, og der var en del miskommunikation admin og elever imellem. Jeg håber, der bliver arbejdet på at forbedre sådanne ting i år.

Heldigvis er langt det meste godt her. Min plan for i dag er simpel: bærplukning, hygge og et forsøg på at undgå at blive alt for våd i regnvejret. Jeg fylder mine aftenerne med at møde nye folk og genfinde gamle, med jokes og planlægning og besøg og te. Rigtig meget te. First years har et stramt program i dag, og jeg nyder den sidste sommerferielignende tid med afslappede dage, og tankerne langt fra IBs stress og jag – det kommer snart nok. For nu rækker det, at mit hjerte næsten er ved at briste af glæde, når jeg tænker på, hvor heldig jeg er at være så fantastisk et sted og kende så skønne mennesker.

// Alberte

(Nå ja, og så havde vi en dag i Bergen, inden vi ankom til skolen! Her ses byen fra Fløyen, hvor alle fik en billet med et lille tog op – undtagen Magnea og jeg, for de løb tør. Vi fik dagens motion med at gå herop i stedet. Det var helt sjovt at være med venner fra RCN i en så anderledes kontekst – fra en flekke til en rigtig by.)