I dag er det persisk nytår, Nowruz, og den iranske solkaldenders nye år begynder præcist på forårsjævndøgnet. Det betyder både, at Khorshid fejrer nytår i dag, og at foråret endeligt er kommet! (Selvom vi danskere har insisteret på, at det har været forår siden den første) Det kan man også mærke – shorts og t-shirt er kommet frem og vinterjakkerne er så småt ved at blive lagt væk her. Efter vinteren føles 7 grader som sommer, og vi har haft et par lækre dage med sol. Varmen har også bragt regnen med sig, og på denne søndag, 3 dage før påskeferien, støvregner det, og lektierne kalder. Heldigvis er jeg blevet rigtig god til at udskyde ting.


Som afslutning på Gender Week, afholdte vi sidste søndag Vagina Monologues, som del af traditionen her på skolen og for at bringe kvindens situation i verden på tale. Det var meget relevant i forhold til filosofitimerne lige for tiden, hvor vi arbejder med Simone de Beauvoirs The Second Sex (en 800-siders bog fra 1949 om netop dette – omend med mindre fokus på vaginaer, mere fokus på at udrette noget i livet).






I går havde vi Las Americas-dag. Der blev afholdt bazar med stande fra både nord og syd, og der var fyldt med latino mad, traditioner og musik. Jeg sluttede mig til den argentinske stand og er ikke stoppet med at drikke mate siden. I aftentimerne havde vi show med dans og musik, nyt og gammelt, poesi og prosa, nord og syd. Og mere mad, selvfølgeligt. Jeg var med til at danse både salsa, bachata og reggaeton, og hvis de engang kommer, vil jeg dele videoerne her.
Som nævnt er der nu 3 dage tilbage før påskeferien – og jeg glæder mig! Jeg skal nemlig til Ålandsøerne for at besøge Amanda sammen med islandske Magnea. Vores planer involverer hovedsageligt sauna, god mad og Amandas lillesøsters barnedåb.
God påske!
// Alberte
Hej sødeste Alberte ❤
Tak for opdateringen – det er altid vildt spændende og dejligt at høre om dit liv i Flekke 🙂 Kan I have en rigtig god tur til Ålandsøerne 🙂
Knus fra Mutti ❤ 🙂
LikeLike
Som vanlig interessant læsning, god tur til Ålandsøerne. Spændende at være med til barnedåb i udlandet kærligste hilsner og knus Bedste.
LikeLike