The End

I dag er det 2 uger siden, jeg forlod RCN.

Øjebliksbilleder af tiden, jeg stadig var der…

Africaribbean Day var fyldt med farverige flag, god mad og mange folk. Jeg drak te kunstfærdigt serveret af Ladiba fra Vestsahara, lovede mig selv en dag at besøge Chefchaouen, og blev overbevist om, at Mauritius er paradis på jord.

Vores sidste Global Concerns-dag havde fokus på den nordiske region, og der var alt fra talkshows over en samirettighedsforkæmper til throat singing, kulning og joik.

Kunsteleverne udstillede sine værker fra de sidste to år, og jeg fik lov at agere “elf” – en lille nisse, der hjalp til med at sætte op, sørge for at ting var lige, komme med kreativt input og forsøge at holde dem fra at blive helt skøre. Det endte med en smuk udstilling, hvor nogle af mine yndlingsværker var et maleri af en boreplatform i sin dramatiske sidste time, mostilgroede keramikbryster, og selvfølgeligt min roomie Linneas udstillingsvæg med de malerier, jeg har set hende gå uendeligt meget i detaljer med.

Jeg tog til Førde med Linnea en dag, hvor vi også mødtes med Ximena (Guatemala) og Isabel (Costa Rica) for at shoppe og hygge i ualmindlige omgivelser: en “storby” (som også er kåret til Norges grimmeste by).

På https://uwcrcn.no/chris-hamper-95-present/ har min fysiklærer, Chris, skrevet lidt. Han er en af dem, der virkeligt har gjort indtryk på mig på RCN; han har Parkinsons, men er fortsat med at undervise, på digital manér i stedet – og så har han den fedeste humor! “Not everyone can be a perfect black body”, når man snakker om albedo…

En af de sidste weekender vandrede vi en lille gruppe til Nipebu-hytten nogle timer bag Dale. En sidste længere tur i den norske natur, med søde mennesker, god mad, udendørs das, og vand, der skulle hentes i en sø.

I påskeferien tog Magnea og jeg en smuttur til Bergen. Et sidste afbræk inden eksaminerne, sol og glade dage, vi så på kunst og fremmede mennesker, og så boede vi selvfølgeligt ved Maggas tredje kusine. Som man nu gør. Nå ja, og så blev vi inviteret med til et udbryderrum, som vi klarede med 10 sekunder tilbage.

Sidste skoledag blev fejret med manér trods det knap så festlige vejr. Til morgenmad var vi en gruppe, som tog det vildeste tøj på, vi havde – flanel, mønster, bodysuits – og skruede godt op for 80’er musikken i kantinen og så ellers dansede, så længe vi kunne. Til frokost lavede vi en flash mob med klassikeren “We’re all in this together” fra High School Musical, og efter skole stod vi klar uden for skolebygningerne med spande af iskoldt fjordvand og ventede på vores firsties. Selvom de var lidt langsomme til at komme ud, endte det med en god vandkamp – omend ret kold!

Jeg var en del af teatergruppen, som opførte Gøgereden for skolen, hvor jeg spillede en af de allermindste karakterer, Nurse Flinn – men jeg var med! Det var en intens oplevelse, vi brugte så, så mange timer på at øve, og der var mange frustrationer undervejs. Heldigvis var det så fed en følelse, da vi var færdige, så mange komplimenter, det gik over al forventning. Men for nu, ikke mere teater…

Sidst jeg skrev var det eksamenstid – sådan her så det ud. Det var en tid med stress og jag, men samtidigt kunne jeg ikke lade være at nyde min sidste tid. Så ja, da jeg havde 3 dage til at læse op til fysik, kom jeg måske kun til at bruge halvdelen på rent faktisk at studere – resten gik med de vigtige ting, med at lave blomsterkroner og dase i solen med de dejligste mennesker, med at snakke til langt ud på natten, og med at sejle i kajak ud til bølgerne. Mine karakterer får jeg ikke før 6. juli, så lige nu virker det stadig som en god idé at gøre alt muligt andet i den tid – og nu er der jo alligevel ikke noget at gøre ved det. Heldigvis nød jeg nærmest eksamenerne – det var så frigørende at skulle vise, ok, det her er, hvad jeg kan! Samtidigt føltes det utroligt mærkeligt, at alt hvad jeg har lært i løbet af 2 år skal vurderes så hurtigt, 80% af et fag på 5 timer. Nu må vi se…

 

Nogle dage spiste vi is i solen…

… og andre dage spiste vi bare frokost der (eller endda aftensmad i de lange lyse sommeraftener).

Den sidste tur i Heggnes, god musik, bedre folk. Vi sov under stjernerne (eller, det var sådan set ret lyst, da vi endeligt sov…), vågnede til sommervejr og dasede, sang, nød under solens stråler, indtil pligternes kald ikke længere kunne overhøres.

Fuldstændigt tystys havde vi også et staff show, hvor vores åh så seriøse lærere udspillede dramatiske indiske parodier, efterlignede kendte malerier, holdte Monty Python-agtige sketches (med, var det nu vin?) og lod deres unger udfolde ethvert lyrisk og musikalt talent.

Denmark House holdte en sidste gathering. Ballonen var nok den eneste, der ikke græd en lille smule.

Størstedelen af skolen… i klassisk RCN stil kom jeg for sent til billedet.

Picnic på festtæppet med en gruppe af smukke mennesker, som jeg lærte at kende meget senere, end jeg ville ønske, folk, som jeg ville ønske, jeg stadig havde dage, uger, måneder med. Tiden løb, men vi tog alligevel tid til at se hinanden i øjnene og kaste med mælkebøtter.

17. maj havde jeg filosofieksamen, jeg har ellers fået at vide, det var dejligt. Norges nationaldag bringer de norske farver ud over hele landet, men i vores lille del af Vestlandet er det hele verdens flag, der foldes ud.

19. maj: formel middag for alle de vordende studenter, her i fuld udklædning. Taler om årene, der er gået; om fremtiden og dens smukke ukendthed. Førsteåringerne kom også til festen, vi dansede og dansede, kikset som aldrig før, og nød den frihed, det sammenhold, vi har haft og levet med.

Og så kom dagen altså, graduation, dimission. Videoen her blev vist til ceremonien, et lille indblik i vores liv de sidste to år.

DH 104. Hvad skal man sige? De her fire piger har været min familie det sidste år. Kæmpe mega stort shoutout til Nare (Armenien), Khady (Senegal), Jennifer (Barbados) og Linnea (Sverige) for at skabe det mest fantastiske værelse, jeg kan forestille mig. Vi har haft de skønneste, sjoveste, mærkeligste øjeblikke, snakke, eventyr. Natten før graduation løb vi rundt og sang i vilden sky, fejrede, fik det meste ud af det allersidste øjeblik, indtil natten blev lys. At forlade dem er noget af det hårdeste ved 20. maj i år.

Så fik jeg hue på og håndtryk af rektor, så skulle der tages billeder, så græd græd græd vi. Hele vores årsgruppe var igen samlet til gruppebillede og ligeså DH. Marías tårer efterlod mærker på min bluse. Det ene øjeblik hulkede jeg, det næste grinede jeg. Nogle lod sig knap mærke, det var surrealistisk, hvordan kan man lige pludseligt sige farvel til så mange? Til bekendte, til venner, til søskende, til elskere?

Men det var ikke et valg, vi fik.

Efter dimission fortsætter livet alligevel. Linnea og jeg mødtes i København for at spise tebirkes. En gruppe af os var i sommerhus for at lege på stranden og plænen – og måske lige have en sidste diskussion, om hvordan klimaforandringerne skal håndteres. Der kom også et par forbi til mit studentergilde, som afslutning på en mindre Danmarksturné.

Og ja, i dag er det 2 uger siden, jeg forlod RCN. Det er en rundtossende tanke, at jeg ikke skal tilbage til den lille bobble, sæbeboblen, som har vist mig uanede farver og som på skrøbeligste vis har omfavnet hele verden under ét tag, et flag, ét bankende hjerte. I hvert fald engang imellem. En glitrende bobble af Flekke regn og snakke om tempererede regnskove og fjordture med vand under, over og inde. En besnærende illusion af en verden, som har indfanget os, som ikke kan genfindes, som efterlader os desillusionerede, men håbefulde. Personer, der før var kød og blod, er kun reflektioner i de tårer, vi ikke lader falde, indestængte, og hvor håber jeg, de aldrig slipper fri. Da vi kom for så længe siden, havde de skrevet “til nætterne du ikke vil huske med personerne du ikke vil glemme”, og nej, jeg vil ikke glemme dem, jeg vil holde deres minde blidt for ikke at briste boblen, jeg vil finde dem igen et andet sted i verden og se deres farver på ny.

Tiden i dette mikrokosmos er slut. Det er næsten uforståeligt, at mit hjem de sidste to år er blevet revet væk under mig. Men det er det. Nu er det tid til at gå ud og leve de værdier, vi har udviklet. Til at sige de ting, vi har på hjerte. Til at gøre noget.

Nu er vi alumner.

// Alberte

7

Vi jager solnedgange i kayak, gæs flyver lavt over fjorden, og mågerne slår cirkler ovenover. Det er eksamenstid, det er studietid, det er tid til at gøre resten, som jeg skal nå.

Vi ses snart.

Overspringshandling ~ Billede taget af Rodrigo Freitas (Portugal)

// Alberte

Det, der så skete

var, at jeg ikke kunne overskue at opdatere bloggen. De sidste par måneder har været intense på både den akademiske front og i fritiden. Her er en lang opdatering.

God mad, ja tak – vi har selv kokkeret en hel del på det sidste

Mød Little Anne, hun var medhjælper, da vi afholdte førstehjælpskursus for vores førsteårs. Jeg var gruppeleder og stod ene for at undervise en gruppe i de basale ting. Det var ret sejt, jeg fik lov at have en Røde Kors uniform på

Der har også været tid til en smule vandring i den dejlige natur, ved dag som ved nat

Jeg er helt vild med Norges istapper – de her er i letvægterklassen!

På det sidste er jeg begyndt at værdsætte mine skønne venner endnu mere, når studenterhuen nærmer sig, og vi snart skilles. Heldigvis er Amanda her fra Åland, og det er jo egentligt ikke så langt væk

Der er forår i luften! Det er ikke længe siden, at man begyndte at kunne dufte det

Det her er Linnea. Hun er min svenske roommate, som aldrig sover. Jeg kan godt lide det her billede af os.

Magga og jeg fandt min hængekøje frem og gav os så ellers til at hygge der i 5 grader – alle, der kom forbi, sagde, at det var yderst nordisk af os

Som det så fint blev beskrevet i et brev jeg fik, har jeg været på “fransk visit” i Danmark – en uges læseferie til prøveeksaminerne, hvor jeg bare trængte til fred og ro, så det blev til et inkognito smut hjem

Amanda (Åland), Magnea (Island) og Alberte (Danmark). Fantastiske venner siden første uge.

Mit værelse er dejligt, vi tog billeder til yearbook. Lige for tiden er vi 4 ud af 5, der vågner sådan cirka 7.50. Skolen starter 8.00.

En anden fantastisk vennegruppe er danskerne, vi hygger så ofte, at Linnea er begyndt at klage. For nogle uger siden holdte vi fastelavn for hele skolen, og det var uden tvivl den sjoveste fastelavn, jeg har oplevet (Peter dansede rigtig kikset)

Et af vinderkostumerne til fastelavn og min personlige favorit: Linnea og Magnea som Dronning Magrethe

Endnu et eventyr med den danske familie: vi cyklede til Dale sammen. Jeg faldt på isen, helt forår er det nok ikke

Sonya fra Irland havde svenske Rose til at fotografere folk med diverse skilte, det var på Kvindernes internationale kampdag, for Irland har utroligt strikse abortlove, hvor det udelukkende er tilladt, når der er en “real and substantial” risiko for kvindens død. The 8th amendment er skyldneren, og vi tog billeder i solidaritet med Strike 4 Repeal kampagnen. Må Irlands kvinder få autonomi over deres kroppe

På Kvindekampdagen var der også Vagina Monologues, og hele ugen holdte vi “Gender Week”, hvor der hver dag var ting på programmet som et maskulinitetspanel, intersektionalitetsudforskelse eller en delekreds med køn og religion i fokus

I sidste weekend afholdte vi skolens andet TEDx arrangement, det blev livestreamet og kan ses her (jeg dansede Bollywood)

Der sker så meget, men en af de bedste kroge på skolen er denne: min seng

Samtidigt har jeg skrevet opgaver, opgaver, opgaver til IB, der var en uge, hvor jeg skrev 3 opgaver på 3 dage og sov 5 timer på en god nat, for der skal jo også socialiseres, og så sker der lige et eller andet. Jeg blev færdig med en opgave klokken 2 i nat. En af de ting, jeg har haft det rigtig sjovt med, var at lave en “trailer” til den africaribbeanske dag på lørdag, jeg blev sat til at filme og redigere, og det var en sjov og produktiv overspringshandling, great.

Nu må vi se, hvad der så sker… det skal nok blive sjovt. Lige nu glæder jeg mig til at sove.

// Alberte

Begyndelsen på enden

Så er der taget hul på fjerde og sidste semester på Red Cross Nordic. Efter lige godt en uge tilbage i skjulet bag fjeldene, føler jeg mig hjemme igen – og det gør bestemt ikke noget, at det ligner, at jeg er gået igennem et klædeskab på vejen! Med halvmetersistapper, frosne fjorde og skove, der lyser natten op med sne, ligner det her sted egentligt Narnia temmeligt meget.

Jeg har allerede vandret til Heggnes-hytten gennem puddersneen, brugt lange aftener med dejlige folk og spist hjemmelavet mad flere gange. På trods af stadig at have opgaver fra sidste semester, som jeg ikke er blevet helt færdig med, er jeg begyndt at værdsætte, hvor hyggeligt vores fællesrum er – man kan næsten være sikker på at finde folk der hele aftenen, og det er et godt sted at snakke mere med folk fra huset. Jeg føler, at jeg på denne travle uge alene er blevet en del tættere med mange folk, og det gør mig simpelthen så glad! Det er ved at gå op for mig, at det her virkeligt er sidste chance for at lære en mængde fantastiske folk at kende…

Det føles allerede, som om det er længe siden, jeg igen, igen ventede på bussen i Bergens lufthavn. Nu er det med at få det bedste ud af det!

// Alberte

Engang lang tid efter oktober

Nu er det snart jul, og selvom Danmark ikke lader til at byde på en hvid en, er det dejligt at være hjemme. Det er ved at være længe siden, jeg sidst skrev her, og som altid er der sket meget oppe i det norske – selvom måske lidt mere tid er blevet brugt på at studere end normalt.

Imens jeg var ude i kajak i sidste indlæg, var der andre, som øvede sig i nordiske folkemusik, og det mundede ud i en utroligt smuk koncert – i mine øjne det bedste show, skolen har set. De danske sange var godt nok kun instrumentale, ingen turde vove at udtale det foran hele skolen, men der var musik fra alle nordiske lande og, min personlige favorit, en rørende opvisning af samisk yoik.

Dette semesters Global Concerns-dag handlede om flygtningekrisen og var en dag med workshops, taler og pengeindsamling. Dette års TV-aksjonen gik til diverse Røde Kors-projekter, og nogle elever var ude at samle ind, mens andre deltog i kagesalg og auktion, hvor der blev indsamlet godt 13 tusinde norske kroner!

Asian Day bød på et talentfuldt, underholdende show, der spændte vidt fra Bollywood-dans over en sketch med stereotyper om Kina og dens selvstyrende dele til en sukkersød dans med Pikachu- og dragedragter. I løbet af dagen var der boder med mad, mad, viden og mere mad, og jeg hjalp japanerne Nagisa og Chisato med at forberede blandt andet sushi. Vidste du for eksempel, at Maldivernes penge er vandfaste? Længe efter øerne selv drukner i global opvarmning, vil deres penge bestå.

For første gang i år var jeg tilbage ude i Heggnes! Det var så skønt, vi tog afsted med hovedsageligt folk fra Denmark House og vandrede i mulm og mørke, og Magnea og jeg som ledte gruppen blev forvirrede og kunne ikke vejen, og det blev til et helt eventyr at komme derud, men det var også så utroligt hyggeligt at få gang i ilden, mens nogle spillede guitar, snakkede, lavede mad. Det var også rigtig, rigtig dejligt at gøre praktiske ting i stedet for at studere og skrive – pludseligt føltes det at tømme en toiletspand en smule luksus.

Den Kulturelle Skulesekken sørger for, at vi får besøg af diverse teaterproduktioner en gang i mellem – senest var det Kom heimat gut!, der var forbi.

Der var hyggeaften i the Høegh for at få gang i julestemning med julemusik og brunkagepyntning.

Amerikanerne arrangerede Thanksgivingsdinner for skolen, og det var en hyggelig aften fyldt med god mad fra hele verden.

Der kom en norsk gut forbi og holdt foredrag om sine erfaringer i Sydafrika lige efter apartheid – åbenbart en velkendt nyhedsmand i Norge.

Som afslutning på året havde vi en julemiddag med norsk pindekjøtt (som virkeligt ikke smager så godt, som de påstår). Alle var klædt i deres pæneste, eller mest julede, og fejrede og spiste, som vi sjældent gør.

Processed with VSCO with f2 preset

Og så var jeg lige en tur i Budapest med Amanda (Åland); Asta (Danmark), Emma (Danmark), Johanne (Norge) og Magnea (Island) for at fejre, at vi endeligt, endeligt klarede tredje semester, eftersigende det hårdeste.

Super god jul til alle!

//Alberte

Projektbaseret indlæring…

… eller en forlænget weekend på kajaktur, hvad man nu vil kalde det.

Lørdag til mandag bestod af at padle, sove i telt og lave mad på trangia. Uransageligt held gav os spejlblankt vand, skyfri himmel og høj sol, og det er lykkedes mig at få en solbrændt næse. Som en sjælden nydelse her så vi horisonten. En bølge eller to knækkede over. Vi padlede ud fra Hardbakke, Solund, få kilometer fra Norges vestligste punkt, som er en søvnig by med venlige mennesker og en utrolig placering.

Opladet med D-vitaminer og nok søvn er jeg nu tilbage på campus med kemilektier, kaffe og hygge (og måske en vandretur eller to).

Stille og roligt går livet i tredje semesters stress og jag; det er nogle gange svært, men uendeligt vigtigt, at se uden for vores boble. Så er det godt med en colombianer og en venesolaner, der på lynhurtigt spansk argumenterer over Colombias fejlslagne fredsaftale, eller en jordaner, der snakker om sit lands uligheder (og renligheder).

// Alberte

Og nåja! Amandas søster (og forældre) kom forbi! “The international aunts” samledes igen ❤

UWC og alt det der

Der er fart, fart, fart på. Igen. Forestillinger, afleveringer, fremtidsdrømme, kajakture, regeldrama, studienætter, værelseste – dagligdagen er fyldt til randen, og nogle gange driver vi med strømmen og mister os selv til havs.

DH104 går til udklædningsfest med børnetema

Denmark House vinder fodboldkampen i årets første huskonkurrence

De nye kajakledere smiler efter en fantastisk weekend

Både muslimer og ikke-muslimer fejrer Eid med god mad og god samtale

Elever og lærere går tur i stilhed med stearinlys og et spørgsmål at tænke over: “Hvad er fred for mig?”

DH poserer for billede i nationaldragter for at fejre UWC dag den 21. september…

og det samme gør hele skolen.

Den 21. september er også FNs internationale fredsdag. Yderst passende møder Dalai Lama kort tid før UWCs internationale direktør.

Igen i år er jeg klædt i den tibetanske nationaldragt – her sammen med tibetanerne Tseten og min dejlige ex-roomie Yangzom.

De nye firsties gav os en smuk forestilling med violiner, sang, dans og grin. Jeg lærer nye mennesker at kende hver dag, second years og firsties, med te og mate og alt for sene stunder. Ja, jeg studerer også – der er vigtige afleveringer, prøver og generelle lektier, og det hele skal indpasses hverdagen, men jeg holder mig ovenvande.

Der har været brud på skolens alkoholforbud i stor stil, og vi har haft cirkler med 100 personer i diskussion om emnet. Til vores store overraskelse lader førsteåringerne til at have endnu mindre respekt for reglerne end os. Det værste er dog, når folk smider deres opvask i den fælles vask – de kalder os “future leaders”, men folk kan ikke tage ansvar for deres eget rod.

Det er også i denne tid, at min årgang begynder at søge på universitetet. USA er storfavorit, men der er også nordiske, canadiske, hollandsk etc… I denne weekend kommer 16 nordamerikanske skoler på besøg, og der er mulighed for interview med dem og råd. Som UWC-elever har vi mulighed for at få Davis-scholarships til mange topuniversiteter, og vi står godt. Til gengæld gør det det svært som dansker: blive hjemme i lille Danmark med gratis studie? Eller tage ud i den store vide verden? Jeg har tanker om et par steder: verdensomrejsende Minerva, blokorientede Quest… men der er så mange ting, der drager, og formodentligt tager jeg slet ikke på universitet endnu.

Hver ting til sin tid, og der er stadig måneder til universitetsdeadlines. For nu vil jeg gøre mit bedste for at overleve IB – og leve UWC.

// Alberte

Bonusbilleder!

Mit brave forsøg på at lave en self rescue i kajak!

Liv (Norge) og jeg forsøger for andet år i træk at snige os med på det asiatiske gruppebillede

På den igen

(Dette indlæg bliver overfyldt og rodet – præcis ligesom livet her)

I torsdags tog jeg færgen tilbage til Bergen, og nu sidder jeg med hjørnet på plads, nye roommates og en mærkelig følelse af nostalgi og spænding. Hvor der før var en iraner, en tibetaner og en salvadoraner, bor jeg pludseligt med en svensker, en armenier, en senegaleser og en barbadier. Der er kommet nye sociale toner, og min generation har ud af det blå fået overraskende indflydelse på de uskrevne regler og vores nye venners liv her – en chance, jeg håber, vi ikke forspilder.

I mit hus, Denmark House, havde vi sidste år problemer med rengøringen, som endte i ubudne gæster, og second years er nu rørende enige om, at det skal være slut. Vi har lært af sidste års fejl, vi har set to årgange være overordnet set ikke særligt tætte, vi har haft house meetings om problemer og sjældent om glæder. I år skal det ændre sig, og vi er klar på udfordringen, selvom den kan blive stor, for vi står 14 second years og skal tage os af hele 26 firsties! Heldigvis har vi fået en ny house mentor til at tage sig af os – sjovt nok er det igen en inder, men denne virker mere engageret i at tage sig af os, lære os cricket og drikke chai med os.

Det lader også til, at vores firsties i huset er rigtig søde – og stensikkert på mit værelse! Svenskeren er Linnea, som er den eneste anden second year, og mens vi ikke har været særligt tætte førhen, har vi da snakket, og nu gør vi det selvfølgeligt meget mere. Vi klikker godt, og selvom vi måske begge er lidt for rodede i hovedet for tiden til at skulle være ansvarlige second years, går det godt, når vi samarbejder. Hun studerer kunst her, og jeg håber, kreativiteten vil smitte af på mig, og jeg tror, jeg er ved at påvirke hende til at udforske den forhadte natur, hun ellers ikke har set så meget af her.

Pigen fra Armenien hedder Nare og lader til at være utroligt organiseret… Hun havde ti limstifter med hertil. Derudover er hun hele tiden ude at snakke med folk, har undersøgt RCN i dybden hjemmefra (og ved vist mere end vi gør) og vil rigtig gerne dele både armensk kultur – og mad!

Fra Senegal har vi Khady (med stumt K), som var med på skolens Summer Course for at forbedre sit engelsk, og på trods af Linneas og mine bekymringer for, om vi ville kunne snakke med hende, er hun rigtig god. Hun smiler og griner så meget og virker til at være meget åben – da jeg for eksempel kom ind, mens hun bedte en af sine fem daglige gange til Allah, var det helt okay, og bagefter faldt det naturligt at snakke om religion, åbenhjertet.

Min sidste roomie er Jennifer fra Barbados, som på første dag havde kylling med – hele vejen fra Caribien! Endnu en person, der bare virker rigtig dejlig – sassy, sød og lige for tiden ret jetlagged. Før hun kom, vidste hverken Linnea eller jeg mere om Barbados end, at Rihanna kommer derfra – nu kan vi i det mindste tegne flaget.

Linnea (Sverige), Jennifer (Barbados) og mig i færd med den barbadiske kylling

 

Jeg har stor tiltro til, at mit værelse bliver fantastisk i år. Vi har god kommunikation og har allerede drukket te og snakket om vaner og forventninger til vores liv i fællesskab. Noget, jeg tager med mig fra sidste år, er, at det er vigtigt, at vi kan samles som værelse – ikke kun denne gang, men til at spise sammen, drikke te og grine. Heldigvis var det noget, som alle havde forhåbninger om.

Derudover er vi i år en del dansktalende – to danskere og en grønlænder (født i Esbjerg endda!) bor i mit hus. I alt, grønlænder og færing inklusiv, er der 9 nye dansktalende, og vi er i forvejen 8. Man kan godt mærke, at det er den nordiske UWC, og nogle gange er det også lidt for meget, men det er godt nok også hyggeligt. I går havde vi den første danske gathering, hvor vi alle gik ud på øen tilhørende skolen og hyggede med bål, flag, skumfiduser og snobrød. Hen ad aftenen sad vi i bålets flakkende skær med lyskæder glimtende i træerne om os, utålmodigt roterende vores askesorte snobrød, og havde vores første delecirkel – en dejlig tradition til danske gatherings, hvor vi åbner op og fortæller om, hvordan vi har det, og hvad vi går og har på hjerte. Det var sjovt at se, hvordan vores første års sad og ikke helt vidste, hvad de skulle sige – jeg husker tydeligt, hvor akavet, jeg selv syntes det var første gang.

Noget af det jeg selv sagde i den cirkel var, at jeg føler, jeg ser spøgelser overalt. Når jeg går ind på Magneas nye værelse, ser jeg mine gamle roomies; hun er nemlig endt på mit gamle! Når jeg går i student village, ser jeg folk i vinduerne, der ikke længere går her; når jeg sidder i kantinen, ser jeg en persons hår, men det er pludseligt en, jeg end ikke kender navnet på. På vej til Flekke i går udspillede en flygtningesimulation fra vores sidste dage før ferien sig livligt i mit hoved, og nu med campus fyldt af forvirrede firsties, farer mine første dage gennem mit hoved som lyn. Det er mærkeligt: nostalgi for et sted, jeg stadigvæk er, men som aldrig igen vil være, hvad det var. Jeg arbejder på at acceptere det helt – acceptere at jeg ikke bare lige kan drikke kaffe hos Naty eller se Grey’s Anatomy i Khorshids seng. Det kommer til at tage nogle dage til, men det skal nok komme – der er nemlig over 100 nye personer at snakke med og lære af.

Apropos antallet af firsties er der sket noget mærkeligt for nogen af dem. Skolen har af uransagelige grunde leget flyselskab og overbooket skolen – der er simpelthen ikke nok senge i husene til alle. Derfor er der omkring 16 personer, der nu bor i noget, vi kalder en Connect-building, som er beregnet på  lejrskolebørn og gæster. Indtil videre har de hverken skriveborde eller opbevaringssteder, og de bor ud af kufferter for tiden. Det er et alt for godt eksempel på, hvordan skolen ofte har organisatoriske problemer, og nogle gange burde tage sig lidt mere sammen. Sidste år havde vi også problemer med, at når folk brød reglerne, blev de ikke behandlet ens, og der var en del miskommunikation admin og elever imellem. Jeg håber, der bliver arbejdet på at forbedre sådanne ting i år.

Heldigvis er langt det meste godt her. Min plan for i dag er simpel: bærplukning, hygge og et forsøg på at undgå at blive alt for våd i regnvejret. Jeg fylder mine aftenerne med at møde nye folk og genfinde gamle, med jokes og planlægning og besøg og te. Rigtig meget te. First years har et stramt program i dag, og jeg nyder den sidste sommerferielignende tid med afslappede dage, og tankerne langt fra IBs stress og jag – det kommer snart nok. For nu rækker det, at mit hjerte næsten er ved at briste af glæde, når jeg tænker på, hvor heldig jeg er at være så fantastisk et sted og kende så skønne mennesker.

// Alberte

(Nå ja, og så havde vi en dag i Bergen, inden vi ankom til skolen! Her ses byen fra Fløyen, hvor alle fik en billet med et lille tog op – undtagen Magnea og jeg, for de løb tør. Vi fik dagens motion med at gå herop i stedet. Det var helt sjovt at være med venner fra RCN i en så anderledes kontekst – fra en flekke til en rigtig by.)

#1 grund til at holde sig langt væk fra UWC

Det er aldrig nemt at sige farvel til folk, man holder af. 

I morges fik danskerne hue på, så var der dimission, efterfulgt af grædegilde. I dag tog vores second years afsted. Jeg kommer formodentligt aldrig igen til at holde om Lore, Kh og Yangzom samtidigt.

Det er aldrig nemt at sige farvel til folk, man holder af. Det er endnu sværere at sige farvel til 100 stk på én og samme dag.

UWC: mulighedernes verden

Efter påskeferien for en måneds tid siden har RCN igen igen igen vist sig som et travlt univers, hvor idéer summer, tanker deles og hele verdens børn ler og græder. Ved næste fuldmåne hanker vores second years op i kufferter og minder og spredes for alle vinde, og den sidste tid med roomies og venner forsvinder som sneen under Flekkes blå himmel. Nye kapitler begynder, nye personer, nye lande, men jeg nyder denne tid, suger alt til mig.

Kort efter ferien havde vi en Global Concerns-dag med temaet migration. Der var en præsentation fra Røde Kors, der kom besøgende fra et nærliggende asylcenter for at fortælle deres historier, der var diskussioner, der var fantasi, og der var illusioner. Mere eller mindre den eneste højre-orienterede elev fremlagde hans syn på sagen (hvilket jeg kun kan sætte endnu mere pris på efter at begynde på Mills ‘On Liberty’ i filosofi – en bog, som alle burde læse!).

En unik ting ved netop RCN i forhold til andre UWC-skoler er, at vi i et halvt år mellem vores første og andet år afholder lejrskoleaktiviteter for norske børn. Jeg har været utroligt heldig med min aktivitet: kajak. Det betyder, at jeg de fleste torsdage indtil oktober skal ud i kajak og lave lege og aktiviteter. En lille detalje er dog, at jeg indtil denne måned aldrig havde rørt en kajak – heldigvis havde vi i forrige uge leirskule træning, hvor vi var ude i kajak hver dag efter skole i nogle timer for at lære det. Jeg nød det i fulde drag (på trods af snefnug på størrelser med 5-kroner den ene dag, hvor, ja, vi var i vandet) og kan ikke andet end at glæde mig til at komme mere på eventyr ad fjordens kyst. Her på billedet er det mig i den hvide kajak sammen med vores første gruppe leirskulebørn.

Sidste weekend var vi en gruppe, der blev sendt afsted i en bus til Florø et par timer fra skolen til et Rett Vest-løbet. Efter halvmaratonet for noget tid siden var jeg klar over, at jeg nok ikke ville kunne løbe sådan et hele vejen, så jeg meldte mig til 10 km – og det lykkedes mig rent faktisk, på trods af at mine løb forinden kunne tælles på én hånd og kilometertallet ligeså. Det var også helt sjovt at befinde sig i en by igen (endda en charmerende by, modsat Førde som er kåret som Norges grimmeste).

Efter løbet i Florø var der poetry slam på skolen med alt lige fra et digt om Damaskus’ skønhed på både arabisk og engelsk, en fransk hyldest til UWC, en nordamerikansk fortællig om en alkoholisk onkel, ord der flød som musik på portugisisk, og masser af kærlighed til ord, til steder, til personer.

Denne weekend stod valget mellem 3 ting: den indiske festdag Holi med farver og fest, to dage på vandet i kajak eller, den sidste og bedste mulighed, en intensiv Search and Rescue-weekend i Norges bjerge. Vi var 10 elever, der tog til Nesholmen et par timer fra skolen for at bruge weekenden på at sove i telt, vandre i mange timer, møde folk fra Røde Kors og lære First Aid sådan som man gør i det norske Hjelpekorps.

Her ses João (Azorerne) fastspændt på en båre. Vi lærte både at binde folk ordentligt fast, og senere måtte vi bære en person ned ad et meget stejlt terræn, det var noget, der fik pulsen op.

Landskabet viste sig både i smukt solskin såvel som tunge skyer og sne, men lige meget hvad var det betagende og en dejlige forandring fra vores egne bjerge i Flekke.

Vores gruppe var os UWC’ere og så 4 bosniere. Det var en rigtig god måde at lære dem at kende på, såvel som at få et rigtig stærkt sammenhold os elever imellem. Der er flere personer, som jeg på en eller anden måde næsten ikke har snakket med før nu, som jeg føler er gode venner nu. Det er utroligt, hvordan, efter snart et år, at det stadig er muligt at finde nye venner her – men endnu mere utroligt, at jeg ikke har snakket med alle endnu.

Livet her er nogle gange overvældende på godt og ondt, og efter at komme hjem i går har jeg været fuldstændigt udkørt. Jeg kan ikke beskrive hvor meget, jeg værdsætter Khorshid i disse dage; da jeg kom hjem og ikke kunne klare noget som helst mere, var hun der til at give mig et kram og få det hele til at se lysere ud. I dag har på trods af at være mandag været dedikeret udelukkende til afslapning, og selvom lektier og de snart-kommende first year exams lurer i baghovedet, består mine planer for resten af dagen i at bage boller og svømme lidt.

Jeg håber, at alt er vel uden for Flekkeboblen!

// Alberte

(Og tillykke med fødselsdagen, Bedste!! 🙂 )